Kunsten kryber ind under Amagerbrogade

En gangtunnel midt på øens handelsstrøg bliver nu til udstillingsrum med skiftende udstillinger fra områdets kulturinstitutioner og -projekter

Af Jacob Schneider

Når du tager gåturen under Amagerbrogade mellem Sønderbro Apotek og butikkerne på den anden side fra 2. november, kan du se frem til andet end blot slidte trappetrin, grå beton og graffiti: Københavns Kommune åbner nemlig galleriet Underbrogade i tunnelen, hvor der fremover vil være skiftende udstillinger fra områdets kulturinstitutioner og -projekter.

Det kan være billedkunst fra Børnekulturhus Ama'r, lys og lydinstallationer fra den årlige lysfestival eller noget helt tredje. Fælles for det hele bliver ambitionen om at vise offentligheden resultaterne af, hvad der sker i byens kulturfaciliteter i et anderledes udstillingsrum, fortæller leder af Amager Øst Kultur og Bibliotek Vibeke 'Søs' Nielsen:

"Nu opfordrer vi folk til at gå en tur under Amagerbrogade for at se på noget kunst her mellem Tycho Brahes Allé og Hans Bogbinders Allé. Vi skal have noget lækkert at kigge på, når vi er på vej fra arbejde eller skole. Kultur- og fritidsinstitutionerne på Amager vil gerne deles om at få noget kunst ud i gadebilledet.

Vi håber, at folk får et lille smil og en tanke med, når de går en tur under gaden og ser på al den kunst, som både børn og voksne har lavet."

Vibeke 'Søs' Nielsen og kulturpiloternes Maiken Berg glæder sig til åbningen af galleriet i tunnelen.
Fotograf
Jacob Schneider

Det er Københavns teknik- og miljøforvaltning, som lægger lokale til det nye galleri. Blandt andet Områdefornyelsen Sundby har tidligere brugt stedet som udstillingsvindue under gaden for at skabe kolorit og øge trygheden i den nu 44 år gamle tunnel, der af mange blev oplevet som urindunstende og dyster.

I 2020 udpegede en borgergruppe under områdefornyelsen nemlig stedet som et interessant forbindelsespunkt mellem Amager Vest og Øst. I 2021 blev byens kunstnere og kreative inviteret til at give et bud på, hvordan man kunne bruge tunnelen til mere end blot en passage. Tre kunstnere blev udvalgt, og der blev over et par måneder eksperimenteret med lyd- og lysværker samt videoprojektioner. Der var stor begejstring blandt beboerne for tunnellens potentiale som et udendørs galleri, og på samme tid ledte Kulturpiloterne efter et sted, de kunne udstille de værker de løbende laver.

Tunnelen var oplagt, men havde dog set bedre tider og var præget af nedfaldne fliser, manglende belysning og et gammelt rustent gitter. Heldigvis var Københavns Kommunes afdeling for broer og tunneler med på idéen om at arbejde for et underjordisk galleri, så de gik i gang med en større renovering af tunnelen. En gammel flisevæg blev pudset op og malet hvid, der kom ny belysning og det rustne gitter blev malet hvidt og fikset.

Samarbejdet mellem Kultur- og Fritidsforvaltningens to bydele på Amager og Teknik- og Miljøforvaltningen løber i foreløbig et år med skiftende underjordiske indslag hver anden til tredje måned, men ambitionen er at aktivere rummet langt ud i fremtiden. Udstillingerne er selvfinansierede af de involverede institutioner og projekter.

Underbrogade bibringer et bæredygtigt perspektiv, da man ved at genudstille værkerne får mulighed for at lade dem leve længere, og flere borgere får glæde af at opleve dem.

Den første udstilling 'Det talte ord gælder' holder fernisering torsdag 2. november klokken 16.00-17.30. Læs mere om den her og lidt om tunnelens historie her.

 

Vi skal have noget lækkert at kigge på, når vi er på vej fra arbejde eller skole. Kultur- og fritidsinstitutionerne på Amager vil gerne deles om at få noget kunst ud i gadebilledet.
Vibeke 'Søs' Nielsen
Leder, Amager Øst Kultur og Bibliotek