Vagtskifte i Amagerbro Jazz

Gustaf Gimm stopper som bestyrelsesformand i Amagerbro Jazz, men afløseren er kørt i stilling, og foreningen vil fortsætte med at arrangere koncerter i Glassalen

Jazzen er en musikgenre i evig forandring, og nu sker der også organisatoriske ændringer i foreningen Amagerbro Jazz, der står bag de månedlige jazzkoncerter i Glassalen i Kvarterhuset på Amager. Bestyrelsesformand Gustaf Gimm har valgt at trække stikket, men arvefølgen er allerede på plads, og foreningen kommer naturligvis til at fortsætte sit arbejde med koncerterne.

Gustaf Gimm har været med i foreningen siden 2017. Han kom med ved lidt af en tilfældighed, da han læste i lokalavisen, at Amagerbro Jazz søgte nye medlemmer. Han blev hurtigt afvikler af koncerterne og kom med i bookinggruppen, og siden 2021 har han været formand for bestyrelsen.

I det seneste halvandet år har han siddet i bookinggruppen sammen med Trine Louise Lehmann, der til marts overtager formandsposten i foreningen. 

’Og sådan bliver stafetten så smukt givet videre’, siger Gustaf Gimm.

Han har været meget glad for sin tid i Amagerbro Jazz.

’Forholdene er supergode. Samarbejdet mellem et offentligt kulturhus, der står for rammerne om koncerterne, og foreningen, der tager sig af indholdet, har fungeret perfekt. Og i Glassalen går form og indhold op i en højere enhed. Det er en meget smuk sal i en god størrelse, som er rar at sidde i. Og ikke mindst er der rigtig god lyd. Det har været en gave at få lov at afholde koncerter der, og jeg har indtryk af, at både musikere og publikum sætter stor pris på stedet.’

Fotograf
Niels Lyksted

Gustaf Gimm har selv været med til alle jazzkoncerterne i Glassalen i den tid, han har været en del af Amagerbro Jazz – med en enkelt undtagelse på grund af coronavirussen.

’Vi havde i sin tid en målsætning om, at vi skulle have udsolgt til de store navne og halvt fyldt til de mindre. Det har taget nogle år at opnå en solid base med et mere eller mindre fast publikum, og nu er alle koncerterne efterhånden enten udsolgt eller tæt på.’ 

Han betragter Amagerbro Jazz som en provinsklub – på den gode måde.

’Selv om vi selvfølgelig er en del af København, ligger vi lidt i periferien af hovedstaden. Det betyder, at de, der kommer til koncerterne, er meget opsøgende og nysgerrige på navne, de måske ikke kender i forvejen. De har en forventning om, at vi under alle omstændigheder én gang om måneden præsenterer en koncert af høj kvalitet til en overkommelig pris.’

Gustaf Gimm opfordrer sin efterfølger til at bruge øret og ikke mindst hjertet, når der skal lægges program til koncerterne i Glassalen. Og han er fortrøstningsfuld med hensyn til jazzmusikkens fremtid på de små danske koncertscener.

’Jazzen er en lille, men livskraftig niche-kunstart, og den er lige nu mere populær end i de sidste mange år. Og så er det vigtigt, at platforme som Montmartre og P8 Jazz har overlevet diverse kriser og stadig fungerer.’

Ligesom dem vil Amagerbro Jazz også fremover være med til at sikre, at jazzen lever og har det godt i København.