Ung kunst i Underbrogade
I galleri Underbrogade kan man for tiden se udstillingen ’Hvor er du? Jeg er til kunst!’
Udstillingen udspringer af kunstforløb med unge i et kunstværksted på Amager. Kunstværkstedet, KITNA, er arrangeret af børne- og ungehjemmet Hybelinstitutionen, under Socialforvaltningen i København. En gruppe unge fra institutionen har eksperimenteret med farver, materialer, rum og tekster, og udstillingen består af værker, som er de unges fortællinger fra deres eget liv om relationer, kærlighed, livserfaringer, politik, opvækst og konflikter – indre, relationelle, lokale og internationale.
Kunstværkstedet har været et rum, hvor de unge under vejledning af eksterne kunstnere har kunnet finde ud af, hvordan de selv kan skabe noget.
’Når de først får øje på det, opdager de, at de kan en hel masse, som de måske ikke troede, de kunne. Så det er en måde at vise unge mennesker, at de har masser at byde på og mange historier at fortælle,’ siger projektleder Sandra Mortensen fra Socialforvaltningen, Københavns Kommune.
’Når man sidder og nørder med noget, som man synes er spændende og inspirerende, er det en rigtig rar måde at være i sig selv på. Og det åbner for, at man bruger sin krop på andre måder og tager flere sanser i brug,’ siger hun.
Udstillingen rummer både malerier, tegninger, collager og installationer, og underviser i musikproduktion Nikoline Nefling har sammen med de unge og med støtte fra lyddesigner Alexander Clerici lavet en lydside til udstillingen.
Yusuf Shaan Anwar er en af de unge, der udstiller i Underbrogade. Han har seks værker med på udstillingen.
’At skabe kunst er en form for terapi – jeg kan få en masse ting, der rumsterer rundt i mit hoved, ud af kroppen og ned på papiret,’ siger han.
Han er glad for, at andre får mulighed for at se de værker, han har skabt.
’Det er stort at udstille værker i Underbrogade, fordi det er sted, hvor folk måske tilfældigt kommer forbi på vej til arbejde eller træning og så ser noget, der overrasker dem – og måske giver dem en god oplevelse med på vejen,’ siger Yusuf.
Udstillingen kan besøges hele døgnet rundt indtil d. 18. juni.