Hvad er Kulturpilot Amager?

Børn og unge fra primært Urbanplanen og Hørgården skaber kultur i deres eget lokalområde

Nøglen til kulturen

Hos Kulturpiloterne anvendes kunst og kultur som en nøgle til at aktivere børn på en meningsfuld måde. Målet er at give dem mod på at kaste sig ud i ukendte processer, møde nye venner og efterlade noget værdifuld kultur til lokalområdet.

Uanset hvad man drømmer om at lave som voksen, er mødet med kunsten og kulturen en grundsten i dannelsen af det hele menneske. Skolerne er pressede på den kreative del af undervisningen og kunsten fylder mindre på skemaet. Vi tilbyder børn et tæt møde med den levende og skabende kunst. Ved at give børnene stafetten og lade dem løbe med egne ideer, som vi understøtter og løfter, får kulturpiloterne en oplevelse af, at hvis man løfter sammen, så er der en vej fra tanke til handling og realisering i kunst og kulturlivet, også i eget nærmiljø.

Vi præsenterer børn for kultur-iværksætteri og lader dem stå som ambassadører for deres eget, lokale børnekulturliv. Uanset om børnene kommer igen sæsonen efter, eller ej, vil de have sat et kulturelt eller kunstnerisk aftryk i området. De vil ligeledes have mødt andre børn, på tværs af bydelen og på tværs af sociale grupper og etnicitet, i et fælles projekt. Vi tror på, at den erfaring er en berigelse.

En del af Kulturpiloternes aktivitetstilbud er to sæsonforløb (forår og efterår). Kernemålgruppen er lokale børn, med et kulturforbrug og en kontakt til kulturlivet, der ligger under ”gennemsnittet” i København. Vi er dog opmærksomme på, at gruppen af kulturpiloter fungerer bedst, hvis der er en repræsentation af børn på tværs af bydele, etnicitet og socialgrupper. Vi kan konstatere, at ”gengangere” år efter år er repræsenteret i børn med alle slags baggrunde og dermed er projektet lykkedes med at favne og fastholde (nogle) børn med forskellige baggrunde.

Det er vores erfaring at et attraktivt årshjul fuld af åbne aktivitetstilbud ved siden af de to sæsonforløb (hvor indholdet i høj grad er styret af den faste børnegruppe), er vigtigt for rekruttering og fastholdelse af både børn og forældre i området. Projektets værtsansigt og kendskabet til os, styrkes i de åbne workshops og tilbud i lokalområdet.

Derfor arbejder vi løbende på styrke vores faste, åbne tilbud. Derfor har vi blandt andet bredt det ud på to dage, således at flere kan deltage.

Du kan møde Kulturpiloterne i mange sammenhænge; Lysfesten er en af vores store aktiviteter samt den nye kulturfestival for unge - kaldet URBANfest.

Ungecenter Sundby Idrætspark bliver næste mulighed for at forankre Kulturpiloterne endnu tættere på fritidsinstitutionerne og det frivillige idræts- og kulturliv. Når Ungecentret er en realitet, placeres vores tilbud og aktiviteter her. Kulturpiloterne vil dermed også være med til at sætte en aktiv dagsorden i forhold til en styrkelse og udvidelse af de fritidstilbud der fokuserer på kunsten og kulturen i de idrætslige omgivelser til børn og unge.