Sol over Kål – et lysende fællesskab mellem børn og kunstnere

Kulturpilot har tradition for at skabe lyskunst i de mørke måneder. Sammen med lyskunstnerkollektivet Tokyo Blue skaber vi igen i år et unikt lysværk til Copenhagen Light Festival 2026.

Kunstværket “Sol over Kål” bliver en 50 meter lang lysinstallation, der monteres på byggehegnet ved Amager Fælled Skole og Sundholm

Hele værket er bygget op af lysende ’kålhoveder’ der referer til lokalområdets historie. Kålen blev symbolet på en vigtig næringskilde for både fattige og velhavende Amagerkanere.

Kålmodulerne bliver udviklet af tre skoleklasser fra Amager, som igennem et huskunstforløb får mulighed for at arbejde kreativt med lys, form og kunstnerisk udtryk. Her møder børnene de professionelle kunstnere i et lysværksted, hvor idéer vokser og kunst skabes i fællesskab.

Når de mange moduler er udformet, overtager 15 børn fra Kulturpilotprojektet processen og udvikler det sidste element: Solen. Over fire tirsdage samler, tilpasser og færdiggør de installationen, så alle de individuelle elementer fra skoleklasserne bliver til én stor, sammenhængende helhed. På den måde bliver Sol over Kål et værk, hvor Amagers børn og unge helt konkret er medskabere – fra den første skitse til det færdige lyslandskab.

Vi tænder værket fredag den 30. januar 2026, og det vil lyse videre frem til april som en del af det officielle program for Copenhagen Light Festival

 

Værket er støttet af Statens Kunstfond og Amager Vest lokaludvalg