UrbanHaven

Tre stolte 4. klasser fra Peder Lykkeskolen står bag Urbanplanens nye kunstværk ’UrbanHaven’.

Måske har du opdaget, der er kommet knald på farverne bag Remiseparkens Bondegård. Den lidt slidte cykelrampe har fået et tiltrængt løft. Kunstnerne skal man finde på Peder Lykkeskolens fjerde årgang.

På opfordring af beboere i Urbanplanen tog Kulturpiloterne fat på at skabe et værk sammen med kunstner Maria Lau Krogh, børn fra skolen og de unge kunstnere fra Kulturpilot.

Man skal ikke spørge efter kunst ret mange gange før Kulturpiloterne er klar. Det gamle kunstværk på cykelrampen ved Peder Lykke centret i Urbanplanen var slidt og trængte til nyt liv.

Midt i alt det grå står nu et farverigt værk som rigtig mange børn er en del af. Det er kvalitetsperspektivet i projektet og formålet med det arbejde projektet Kulturpilot generelt laver.

Fællesskab, deltagelse og kunst i det offentlige rum er grundtanken.

Maria Lau Krogh har udarbejdet idé og metode, men selve værket har 60 fantasifulde 4. klasses børn og kunstgruppen fra kulturpilot skabt. Sammen har de valgt farver, malet, klippet blomstersilhuetter og mønstre til krukker med støtte fra Maria og projektets facilitator Maiken Berg.

Projekt ’UrbanHaven’ indtog Peder Lykkeskolens billedkunstlokale i 4 hele dage, hvor de unge på skift var i gang med alt fra at grunde plader og skitsere, til at male op og arbejde med detaljer.

Marias idéer sætter en kærlig ramme for børnenes kreative råderum, således at alle kan tage ejerskab over egen del af værket og komme i mål med et resultat, de er stolte af.

’Vi oplevede simpelthen at børnene ville male i deres pauser, fordi de blev grebet af begejstring over det resultat de var i gang med skabe’ fortæller Maiken fra Kulturpilot Amager. ’Nogle børn har måske en fortælling om sig selv, som noget andet end kunstnere, men ved at facilitere projekter som disse, opdager de at den fortælling ikke holder. De skal blot guides ind i en proces og have de rigtige rammer’.    

UrbanHaven, som er en oversættelse af begrebet om urban gardening, hvor man placerer store dele af beplantningen i krukker, kan opleves som en vandring gennem finurlig botanik, der vokser sig højere eller lavere alt efter hvilken retning man vælger.

Det er fantastisk at opleve, hvordan en metode kan producere så vidt forskellige former, højder og beplantning. Op ad krukkerne vokser alt fra træer og palmer til kaktusser og buske i alverdens farver.

Der skal selvfølgelig lyde en tak til lærerne på 4. årgang for at motivere børnene og bringe kvalitet ind i samarbejdet.

 

Det ca. 15 meter lange værk pryder både højre og venstre side af rampen.
Fotograf
Krogh Petersen
Den sædvanlige fodboldkamp måtte vente for der er tændt et lys i drengene. De brugte frokostpausen på at male videre på deres værk.