Klub Soja: Jomi med Maria Dybbroe + Nina & Alfred

En stor Klub Soja-aften er i vente, når albumaktuelle Jomi og de unge himmelstormere Nina & Alfred giver os en lektion i kærlighed, dagdrømmeri og ekstatisk sårbarhed

Jomi aka Signe Høirup Wille-Jørgensen brød igennem med et støjrockbrøl i 1994 som en af få kvinder i genren og indspillede sin debut i New York efter at have fået pladekontrakt til sin allerførste koncert. Siden har hun turneret verden, lavet BBC-session som første dansker siden Burning Red Ivanhoe, og skabt Jomi Massage – et kunstnerisk univers, der indrammer det skrøbelige og udtrykker det voldsomme. I dag har hun en karriere præget af leg, hjerte og kompromisløshed – og en Dannebrosburka hængende på Rockmuseet i Roskilde som symbol på netop det. Jomi er drevet og lever efter, at alt hænger sammen – en slags mystisk sammenhængskraft, der både præger hendes hverdag og hendes kunst. For hende handler det om at leve et autentisk liv, hvor kunsten og mennesket ikke kan skilles ad. Når der opstår for stor dissonans mellem det indre og det ydre, må noget forandres – for ægte kunst kan kun opstå i sandhed.

Denne aften vil Jomi spille numre fra sit seneste og meget kritikerroste album ‘Den Kærlighed’. På sit nye album undersøger Jomi kærlighedens mange facetter: den romantiske, den spirituelle, den destruktive og den forsonende. Albummet er en ode til kærlighedens natur, formidlet gennem alderens klogskab, flygel, elektronik, en rock- og jazzbesætning samt strygekvartet. Med sig på scenen har hun saxofonist Maria Dybbroe, ledende kraft i orkestrene Caktus og Maraton.

Nina & Alfred er en sangskriverduo, der skriver fængende popsange og kaster dem ind i deres maskineri af energiske guitarriffs og improvisation. Med debut-EP'en "Guess I'm Just A Gnome'' synger duoen om at dagdrømme sig væk fra hverdagen. Det er både sårbart og ekstatisk, når duoen går på scenen sammen med deres band bestående af Laurits Schmidt på trommer og Lukas Loeb på bas. I musikken trækker de på deres store musikalske råderum, improviserer og hen over en eksplosion af legesyg guitar hører man pludseligt deres lyse stemmer flette sig sammen i en luftig klang, som lyder på en måde, der får én til at glemme, hvor man er, og hvem man er sammen med.

praktisk info

døre åbner kl. 20 - entre 80 kr. i dør

Kontakt

Kulturhuset Islands Brygge

Islands Brygge 18

2300 København S
Del med